03.11.2019 Basta med basten ? Næppe: fra fiasko til succes !

Kære Vinvenner,

Under en vinsmagning for nylig spurgte en af deltagerne, hvorfor bastflaskerne kun har skørtet på halvvejs og lader skuldrene og halsen fri. "Fordi de er frække" svarede jeg, der ikke kunne give et svar på stedet. Nogle, de fleste, grinte, og jeg skyndte mig at love, at jeg ville vende tilbage med et mere sobert svar. Jeg ved godt, at spørgsmålet også plager jer og giver jer søvnløse nætter. Lad os se: Der var engang, da bastflasken var mere.... dydig og lod bastskørtet dække helt til flaskehalsen. Det kan I se på følgende billede af Domenico Ghirlandaio:

Maleriet er fra 1485-1490 og på det tidspunkt var bastflasken allerede gammel og meget udbredt i Toscana. Det er faktisk omkring 1200-tallet, at vi finder de første glasværk i Val di Chiana og en produktion af bastflasker.

Dengang var alt glas mundblæst og relativt skrøbeligt. Man fandt ud af at beskytte de tit skæve flasker med den lokale græsart, sala eller stancia, og således blev bastflasken født. Det, at det mundblæste glas kunne resultere i en mere eller mindre rund boble, i stedet for et drikkebæger eller en flaske, gav oprindelse til udtrykket "fare fiasco" dvs. fejle, lave noget i stedet for noget andet. Et udtryk, der er gået over fra toskansk til italiensk og mange andre sprog, herunder dansk.

Som i det berømte eventyr blev den grimme ælling til en stor succes. I "Dekameron", nyligt mesterligt oversat til dansk af Thomas Harder, bliver bastflasken nævnt flere gange. Udover Boccaccio er der en lang liste af kendte personligheder, kunstnere og forfattere, der roser den ydmydige "fiasco": Leonardo, Michelangelo, Lorenzo il Magnifico, Botticelli, Galileo.

POPULARITETENS PRIS

Bastflaskens succes blev snart årsag til mange kopier og forvirring angående glassets kvalitet og især indhold. I 1574 blev der ved lov stadfæstet, at standard- størrelsen for bastflasken var 2,280 liter. En rimelig daglig referenceindtagsværdi, dengang. Bastflasken skulle også plomberes, men uærlige vinhandlere fandt snart ud af at genbruge bastskørtet med plomben ved at fylde den med nye flasker af mindre indhold. Derfor blev der i i 1629 påbudt, at alle bastflasker skulle bære Firenzes symbol, liljen, præget midtfor i glasset. Det var sådan, at bastflasken mistede den øvre del af skørtet. For at forbedre stabiliteten blev foden forsynet med en base, "kringlen", også af bast, og viklingem af basten skiftede fra vandret til det mere stabiliserende og beskyttende lodrette. Takket være disse ændringer kunne bastflasken, som indtil da havde været et rent toskansk anliggende, eksporteres, og derved blive kendt verden over.

GULDALDEREN

Bastflasken blev de gode Chiantivines ambassadør, og man kunne finde de store navne som Ruffino, Brolio, Ricasoli, Antinori og andre på vinkortene i de bedste restauranter i New York, Paris, Berlin, Tokyo og på luksuskrydstogtskibe og på første klasse i oceanlinere. Bastflasken var så populær, at man forbød eksporten af tomme bastflasker. Bastflasken gav arbejde til glasværkere og til et stort tal "fiascaie", kvinder, der specialiserede sig i at vikle basten omkring glasset. En dygtig fiscaia kunne levere op til halvtreds bastflasker om dagen. I landsbyen Pontassieve er der opført et monument til ære for dette nu stort set forsvundne håndværk og dets dygtige kvindelige udøvere:

Glansperioden sluttede med anden verdenskrig. Bastflasken var stadigvæk populær, men landet fattedes penge, og man begyndte at sælge beholderen i stedet for indholdet. Glasværkene gav frie tøjler til fantasien, og det er i efterkrigstiden, at vi ser en række nye bastdesign. Ingen Skjold Burne, Vinstokken eller vinhandlere med respekt for sig selv kunne lade være med at mønstre tre liters bastflasker i form af Kriger "El Cid", knælende Madonna, snoede Torciglione(*) og den mest populære af dem alle: Cammellone, tre liters bastflasken med den meget lange hals.

Bastflasken var reduceret til en nok så hyggelig lysestage, og både forbrugere og producenter tog afstand fra den, der engang var selve symbolet for Chianti. Den dag i dag ville de mest seriøse vinproducenter i Toscana grine jer ud af gården, hvis I foreslog, at de skulle tappe deres bedste vine på bastflaske. I Chianti Classico er det ligefrem forbudt at tappe Riserva på bast, og som sagt er der i dag generelt stor afstandstagen fra bastflasken i alle dens former og uformer.

OG DOG

Den kære bastflaske har ingen skyld i det. Det er en beholder, der samler gæsterne ved bordet og har mange andre kvaliteter. Er svær at slå itu. Hvis basten dyppes i vand i en halv time, holdes vinen herefter kølig, mens vandet fordamper. Er genanvendelig og suveræn til det, der burde være alle vines formål: at fremme hyggeligt selskab ved et godt glas vin. Jeg mødte engang en franskmand i Bordeaux (jeg havde forvildet mig), en kollega, der sagde til mig "Hvis bastflasken var en fransk opfindelse, ville vi tappe alle vore premier cru på bast". Lige det, jeg altid havde tænkt!

Bastflasken var et elsket ikon for Chianti, Toscana, ja, Italien i det hele taget. Jeg startede med at spørge nogle Chianti producenter, om de ville.....- jeg sparer jer for de svar, jeg fik. Indtil jeg traf Pietro Majnoni, der er funky nok og meget praktisk anlagt: "Perché no ?" Hvorfor ikke ?. resten af historien kender I: Pietros bastflaske har "avlet" ideen om Julebasten@, og når Pietro ikke har vin nok, anbefaler han mig en af sine venner. Nogle vinvenner har allerede pillet ved proppen af Julebasten@, som i år er kommet noget tidligere end andre år, med den sædvanlige ros som følge. Én af jer indrømmede i dag, at han vil prøve den til Mortens and. "Be my guest"! Her finder I alle de gode Chianti på bast: 2018 årgang, 2016 Superiore, 2016 Riserva Julebasten@.

(Skynd jer med at bestille Julebasten@ fordi pludseligt er den væk og der er ballade og beklagelser når I kommer for sent til at bestille den. I år indeholder den "den særdeles vellykkede" Riserva 2016"

(*) I webshoppen finder I også Il Torciglione. Det er ikke en Chianti, blot en ret almindelig rød bordvin af den meget jævne slags. Den findes kun i ganske få eksemplarer af pædagogiske og....nostalgiske grunde. Vi griner ad den form for flasker, noget kitsch og meget "the way we were". På den italienske nationaløkonomiske side, er det dog tankevækkende, at der også er forsvundet en del omsætning med flasken og dens kumpaner: blot ét af firmaerne, Bellini, der tappede i "formati speciali", fortæller, at de solgte hele ti containers om året til hele verden. I dag findes der ikke glaspustere, der kan fremstille de tre-liters-uhyrer, hvilket betyder mindre omsætning for glasværk, transportfirma, vinfirma. Ikke at jeg savner den form for beholder: italiensk vin har forlængst valgt kvalitetsvejen frem for turistfolklore, men ja, rent økonomisk for hvad et land kan producere, er det måske et tab.....

Ciao, Carlo

PS: Køkkenchefen har bedt mig om en deadline, fordi han skal nå at købe og tilberede Mortens and, der skal ledsage den røde Cesanese. Hvis I havde tænkt at deltage, tilmeld jer nu (I vil ikke fortryde det) og helst...asap:

SIDSTE FRIST

I VERONIs Riserva (søndag den 10. november)

VILLA FIORITA med scoop'et IL GIORGIONE 2011: (søndag den 10. november)

Og sidst men ikke mindst den gode 2014 Barolo di Serralunga fra TENUTA CUCCO: (søndag den 10. november)

Ciao, Carlo

ÅBNINGSTIDERNE PÅ LAGER Skovlytoften 1, 2840 HOLTE
Undertiden er jeg på lageret både før og efter de nedenfor anførte åbningstider.
Ring venligst 4585 1978 eller send mig en mail for nærmere aftale.

I DAG søndag den 3. november: ÅBENT 13:00 til 16:00
mandag den 4. november: LUKKET
tirsdag den 5. november: LUKKET
onsdag den 6. november ÅBENT 13:00 til 17:00
torsdag den 7. november ÅBENT 14:00 til 17:00
fredag den 8. november: ÅBENT 13:00 til 17:00
lørdag den 9. november: LUKKET
søndag den 10. november: LUKKET. Cesanese Dag