Kære Vinvenner,

En opmærksom vinveninde fra provinsen gjorde mig opmærksom på, at hun måtte klikke sig til webshoppens side for at forstå, hvad "Cesanese" var for noget. Hvis I har samme tvivl, vil jeg gerne henvise til........... linket i webshoppen! Nej, spøg til side: jeg skylder jer at fortælle, hvad Cesanese er for en drue, for en vin og hvad vort arrangement går ud på. Jeg er fristet til at resumere det med sætningen:

I VIL SYNES OM DEN !

I stedet for at fylde mailen med en del tekniske data, som I nemt selv kan finde på fx Wikipedia, vil jeg prøve at fortælle jer, hvorfor Cesanese er lige en vin til jer, der holder af gode vine:

- størstedelen af vinmarkerne blev anlagt for mere end 40 år siden

- der er noget for alles smag: unge fyldige vine til sund hverdagsbrug og lagrede vine som viser en finesse og en klassisk karakter, der placerer sig et sted mellem sangiovese og pinot nero uden at ligne nogen af de to. Altså: en ny smag som burde appellere til de nysgerrige vinelskere

- forholdsvis ukendt distrikt = rimelige priser, især i forhold til kvaliteten

Her er linket hvor man kan se, hvad det går ud på, programmet, vinene og billetbestilling:

ANDEN OMBÆRING: BROGLIO 2015 og Assieve 2016

Jeg har spurgt pænt, om jeg måtte få lidt flere flasker Barolo 2015 enkeltmark BROGLIO og efter et kort familiesamråd hos Schiavenza har jeg fået stillet 240 flasker til rådighed for jeres umættelige Barolotørst. Ja, der er nogle gode vinelskere fra USA, der kommer til at græde snot, men hos Schiavenza har I en særlig stjerne. I sin tid købte I 2.700 flasker af den dengang forkætrede årgang 2003 og I har stolet på fru Mauras beskrivelse af den næste lige så forkætrede årgang 2014(*). Det er noget den hårdtarbejdende familie i Serralunga ikke glemmer og det giver pote nu: 240 flasker "måske 300" sagde Walter, men så er det nok de sidste fra de kanter. Prisen uændret. Tøv ikke et sekund:

ASSIEVE 2016 Toscana IgT, Podere Fortuna, har jeg ikke skullet bede om, fordi jeg har nu købt hele restpartiet. Til prisen er Assieve et scoop men det ved I godt, da I allerede har købt og formodentlig sat til livs de første 1300 flasker. Den lave pris "lyver", da den kun skyldes udfasning af vinen i sin nuværende druensammensætning og navn:

Og mens vi snakker om tiltalende lave priser for kvalitetsvine, skal jeg huske at fortælle jer, at søndag den 27. er sidste frist for forudbestilling af jeres foretrukne toskanere fra Sorbaiano:

KANIN 1. del

Under min research om de forskellige måder på at tilberede kaninkød på, er jeg stødt på oprindelsen af navnet: det viser sig, at kanin stammer fra latinsk cuniculus, dvs. lille galleri. Det henviser til dyrets vaner: en natdyr, der lever og reproducerer sig under jorden. Derfor er det næsten obligatorisk at starte med opskriften fra det sted, hvor opdræt af kanin i huler er en tradition, der går tilbage til romertiden: Øen Ischia i Napoli-bugten.

Denne form for kaninavl havde to funktioner: den ene at beskytte afgrøderne fra kaninernes hærgen på øens sparsomme jord og den anden at råde over en nem forsyning af fødevarer. Kaninhold er ret billigt, da kaninerne fordres med grøntsagsresterne fra køkkenet og andet grønt. Ischia-kaninerne er ikke særlig store, 1,2-1,3 kilo i slagtet vægt og man mener, at det er ved denne størrelse, at kødet smager bedst.

Et andet sted hvor kanintraditionerne er i højsædet er i Ligurien: regionen har ikke store arealer for opdræt af kvæg: kaninkød, som har et højere proteinindhold end fx oksekød, blev det oplagte valg. Kaninkød iøvrigt optager mere end andre kødtyper smagen fra det kaninen spiser, og da Ligurien er kendt for kvaliteten og mængden af sine krydderurter, har vi en forklaring på de mange liguriske opskrifter på kaninkød. Andre steder i Europa opdrættes kanin til større størrelser helt op til 10 kilo og fodres med andet end grøntsager. Ligeledes findes der flere kaninracer: i mine opskrifter begrænser jeg mig til de italienske retter - og en dansk ret - men gastronomisk set har kaninkødspisning en stor tradition i mange andre lande, især i Frankrig. Dér har man forskellige gastronomiske "behandlinger", alt efter om det drejer sig om kanin (lapin) eller ung kanin (lapereau). Franskmændene har dog ikke opfundet kaninen, selvom flere af mine "cousins" jeg har talt med er af den faste overbevisning, at det har de.

Vi starter med Coniglio alla Ischitana og vil i næste mails fortsætte med Coniglio alla Ligure og Coniglio alla cacciatora.

Noget, som alle er enige om, er at kanin bør marineres. Det er mere oplagt for de vilde kaniner og måske mindre nødvendigt for de moderne kaniner af intensiv avl. Den marinering, de fleste hælder til, er tre fjerdedel vand og en fjerdedel vineddike til at dække kaninkødet. Varigheden skifter fra et par timer til en hel nat på køl. Flere tilsætter krydderierne allerede på dette tidspunkt, andre tilsætter først senere rosmarin, timian, merian og peber ved bruningen. Apropos bruning: alle tekster anbefaler bruning før tilberedelsen af kødet. Paolo, min romerske ven, har læst et eller andet sted, at kødet kan brunes til sidst, når hele væsken har trukket sig og retten er klar. Altså: almindelig tilberedelse lige fra starten og bruning til sidst. Han har prøvet det og er meget tilfreds med resultatet. I kan rolig stole på Paolo, når det gælder madanliggender.

Er I interesseret i opskrifterne, så send blot en svarmail med teksten "Kanin" i Emne/Subject

Ciao, Carlo