Kære Vinvenner,

Hvis man havde noget at skjule for sine italienske leverandører, ville Google translator gøre det umuligt. Ikke nok med at Paolo Gotti fra Sorbaiano grinte lidt til "at de skifter etiketter lige så ofte som vi skifter underbukser", men også Luca Innocenti fra I Veroni fik teksten oversat af Google og skrev "Vi har skam de gamle etiketter på Riserva 2016, godt nok kun cirka sekshundrede flasker af den økologiske 2016, men hvis du er interesseret....." Ja: 2016 er en meget flot årgang, hvilket jeres glæde for Quona 2016 har bevidst. Så jeg sagde top og kig venligst en ekstra gang på tilbuddet: det er en meget skarp pris, skarpere end billedet ovenfor, der viser den "gamle" etiket. Forudbestillingsfristen søndag den 27. oktober er kortere end sædvanlig, fordi der er flere importører om budet på dette guldrandede restparti:

Søndag den 27. oktober er også sidste frist for forudbestilling af Sorbaianos gode vine. Der har været godt gennemtræk på alle vine og især M di Sorbaiano. Det er nu kun en IgT, men det er min favorit: det kan godt være, at den enkle, den ligetil sangiovese smag afrundet med lidt merlot er det, der sælger mest. Den hitter også hos andre vinvenner og én af dem skrev: "I aftes åbnede jeg en M di Sorbaiano. Fantastisk! Meget smuk balance i frugt og med den bløde karakter jeg foretrækker, uden den syrlighed der tit kendetegner de unge vine men alligevel med en strejf af "toskanskhed" jeg kan li': Under alle omstændigheder: gode vine til de sædvanlige humane priser:

KANINVENLIG

Vil man kunne servere en M di Sorbaiano til en kaningryde? Er der nogen overhovedet, blandt vinvennerne, der spiser kanin? Engang skulle jeg hente nogle bøger hos en studiekammerat i Valby og mens jeg ventede, blev jeg budt på en øl i familiens have. Der stod et kaninbur. Familens yngste datter, fem eller seks år, viste med stolthed de tre store kaniner, som hed, husker jeg, lige som Anders Ands nevøer: Rip, Rap, Rup. Jeg roste pigen og spurgte faderen, om de så ville spise kaninerne, på et tidspunkt. Pigen overhørte mit spørgsmål og brød ud i gråd. Gråden antog hysteriske proportioner, da jeg, som en slags forklaring, sagde noget med at "det er fordi det er meget almindeligt, at vi spiser kaniner i Italien". Lidt vidste jeg, at kanin betragtedes som kæledyr i Danmark. I hvert fald anno 1975. Senere har jeg set kanin til salg i irma, som dybfrost importeret fra Frankrig. Derfor blev min nysgerrighed vakt, da jeg på det lokale Bondens Marked på Østerbro så en stade, der solgte kaniner. Igen som dybfrost og en rigtig moppedreng af et dyr. Rigelig til fem seks mennesker.

OG DOG

"Kaninavl har taget et stort Opsving her i landet i de sidste Par Aar, og det vil derfor ikke alene være ønskeligt, at Danskerne lærer at spise Kanin, men det bliver sikkert ogsaa nødvendigt, efterhaanden som Avlen af Fjerkræ og Svin indskrænkes. Det er ejendommeligt, at utallige Danske har ligefrem aversion mod at spise Kanin, der jo i Frankrig og Italien regnes for meget fint Kød, hvad det ogsaa er, og det er det mærkelige, at de Mennesker, der erklærer ikke for nogen Pris at ville spise Kaniner, også altid maa indrømme at de aldrig har smagt denne ret"

Stavemåden er bevaret som i den oprindelige tekst, "Mad i en mærketid" af Paula Biehe, Carl Allers Bogforla. Der følger i bogen seks opskrifter på Fransk Kaninragout, Kanin i Rød- eller Hvidvinssauce, Kanin i pikant Sauce, Kanin i Ansjossauce, Kanin i Løgflødesauce og Sennepskanin. Teksten er fra 1942, et år hvor fødevareknaphed bragte kaninkød i opsving. De følgende par år forsvandt både kaniner og katte fra det krigsplagede Italien, men det er en anden historie.

OPSKRIFTERNE

Før jeg kaster mig ud, i den næste mail, i at beskrive den måde, kaninen bliver tilberedt på her hos os, vil jeg gerne høre fra vinvennerne, om de spiser kanin og om de vil sende mig deres opskrift. Kaninkød er meget kompakt og ret neutralt i smagen: derfor egner det sig til tilberedelser med krydrede ingredienser: oliven, laurbær, pinjekerner og stort set alle slags krydderurter. Kaninkødet er til gengæld magert og meget nærende, rigt på jern, zink og kobber. Måske derfor, var det en yndet spise på landet blandt vinbønder, også fordi kaninhold er ret nemt og dyrene underholder sig selv, som bekendt.

Mit første "møde" med kaninkød var i Umbrien hos tante Isolina, hvor vi tilbragte sommerferien. Tante Isolina og onkel Alfredo havde det man ville kalde et husmandsted med lidt jord henlagt til korn, en mindre vinmark, tre køer, et par grise og et hav af kaniner. Med jævne mellemrum kom der en vogn, der hentede et læs kaniner og pelsene på de kaniner, der blev flået på gården.

VINEN

Vinvalget burde følge tilberedelsen og tilbehøret: som regel er det unge, fyldige vine med lavt indhold af garvesyre som fx Barbera, unge Merlot, Schiava, Bardolino, ung Chianti, der passer bedst. Til vores "lørdagskanin" drak vi en Chianti Majnoni 2018 og resten af en Langhe Rosso 2016, en vin som jeg kan li' at tjekke i ny og næ, for at se om den "holder". Det gør den og til prisen må den være noget af det bedste Piemontekøb overhovedet.

SAGRA = FOLKEFEST; FESTIVAL = CESANESE DAG

Igen idag linket til vort næste arrangement: mødet med fem vinbønder, der fremstiller denne lækre, røde men mindre kendte Cesanese og andre gode og lige så lidt kendte vine fra Frosinone provinsen, syd for Rom. Cesanese: en horisontudvider af en vin for vinvennerne:

Ciao, Carlo