15.09.2019 Dippedutter

Kære Vinvenner,

De få vinvenner, der læser mine ugemails, ved at jeg har en næsten troglodytisk attitude til vin. Pænere defineret som "dogme" måske" og det skyldes sikkert min opvækst i et italiensk samfund, hvor vinen er (snarere var) fødevare. Alt andet omkring den vin, der er i glasset, er en efteropbygning, der har meget lidt med vinens sjæl at gøre. Også i dette syn på vin er jeg i stærkt mindretal. Selvom jeg har stor respekt for vinrelaterede landvindinger som Coravin, præcisionsproptrækkere, karafler af krystal, dyre vinkøleskabe og den evige dyst mellem Zalto og Riedel, ender jeg altid med en tjenerproptrækker og et bistroglas.

Det ydmydige bistroglas har endda inspireret et digt, noget som hverken Zalto, Riedel eller andre dyre produkter fra den glorværdige europæiske glasværktradition kan prale med.

Min kærlighed til vin går hånd i hånd med min aversion overfor "vintilbehør": det taget i betragtning, kan I forestille jer min overraskelse, da jeg fik besøg af en producent af endnu en af disse "dippedutter". En plastikattrap der ilter vinen mens den kommer ud af flaskehalsen. Ren fremskridt. Som en italiensk komiker, Totó, sagde en dag "Fremskridt: alt det som vi ikke brug for, når vi ikke har bedt om det".

HAR DU WOT I HOBRO ?

Jeg var ved at sige pænt nej tak til sælgeren, da min indstilling fik en brat kovending, da det første sælgeren sagde var: "Den er ikke fremstillet i Kina, den fremstiller vi i Jylland." Sådan sagt med naturjysk klang og en smule stolthed i den nøgterne konstatering. "Hvor henne i Jylland?" "I Hobro." Så kunne jeg ikke dy mig "Ah, har du wot i Hobro?"

Sælgeren smilte lidt overrasket: "Der er næsten ikke nogen mere, der siger den sætning." Historien om den bonde, der ikke lod sig imponere, kender I sikkert og da jeg udtrykte min store beundring for byens stort set amatørhold, som to gange er kommet i fodboldoens superliga, var en strøm af sympati etableret. Det endte med, at jeg købte tolv af den dippedut I ser i åbingsbilledet.

KOVENDING ?

Ikke for fem ører. Hvis vinen skal iltes, lader jeg den stå i glasset ti minutter et kvarter eller den tid det tager. Hvad vin angår er hastværk makværk, både når det gælder produktion og nydelse. Det betyder ikke, at man skal være afvisende overfor andres måde at nyde vin på (især hvis den er købt hos mig!) eller være lukket for nye erfaringer og opdagelser. En af de tolv OxyTwister, det er det rent jyske navn på vidunderet, vil jeg prøve på lageret idag, søndag, når vi trækker op to flasker Barolo 2014, den ene med dippedutten og den anden uden.

Det, der var tilbage i flasken af den Serralunga 2014 fra Schiavenza, som vi åbnede i søndags, var stadigvæk nydelig og sprællevende i torsdags. Det har de vinvenner, der besøgte os i løbet af ugen, sandet. Derfor uanset udfaldet af testen idag, ryger de elleve OxyTwister med som bonus til de første elleve vinvenner, der bestiller eller forudbestiller før næste mail.

Og der er en del at bestille og forudbestille især fordi fristen for mange forudbestillingstilbud udløber netop idag søndag. Mine varmeste anbefalinger er ASSIEVE og Barolo-sæt fra Schiavenza:

Ciao, Carlo