Kære Vinvenner,

En ny vinven fra omegnen af Randers skrev en lang mail om sine præferencer og indrømmede sit ringe kendskab til italiensk vin. "Det er derfor, at jeg købte din udsalgskasse, men du skal ikke forvente nogen anmeldelse fordi jeg har ikke megen forstand på vin."

Den sætning "jeg har ikke megen forstand på vin" har jeg hørt utallige gange før. Forstand har intet med vin at gøre. Eventuelt er det vinen, der er "forstandig", som Pablo Neruda skrev i et af sine digte, men man behøver hverken være digter eller have forstand på vin for at nyde den.

ABC

Amarone Barolo Chianti? Anything But Cabernet? Jo, men også abc dvs basislæren: oplevelsen af vine kan koges ned til alternativet: enten/eller. Enten kan man li' den eller kan man ikke li' den. Finito.

Skulle man gå et skridt videre, sætte ord på det man netop har smagt, findes der, lige som i alle fag, nogle tekniske udtryk, der er gode at kende, hvis man ønsker at kommunikere ens oplevelse af en vin til andre. Det er enkle udtryk, der behandler vinen som det den er: en fødevare. Tekniske lidt "tørre" udtryk, et universel vinsprog, der er nyttigt at kende: ABC netop.

Intet forhindrer jer i at skrive digte om vin - spørg mig - eller at fortælle, at den rosé I drak i aftes "duftede som en solopgang på Rhodos efter en regnfuld nat" eller videre i den dur. Det er ikke sikkert, at nogen vil forstå, hvad I mener, andre end jer selv.

Jeg har noteret nogle ord, som I kan bruge for at fortælle andre, hvad I mener om en bestemt vin. For ikke at gøre denne mail længere end den er, vil jeg nu i denne mail og fremover bringe nogle få gloser, så får I en form for Vinparlør, der kan gøre det nemt at "anmelde" de vine I har smagt, hvis I skulle få lyst til det.

VINPARLØR (1. del)

Man plejer at starte med farven og duften, men det er først når vinen er smagt, at man har dannet sig en idé om vinen og om dens balance mellem komponenterne: frugt, alkohol, tannin og syre. Det er for så vidt underordnet at vurdere tørhedsgraden først, da flere reagerer på forskellige måder til tørheden/restsukkeret i vinen.

Så ville jeg sige, at det første man burde kommunikere er, om vinen er HARMONISK/UHARMONISK.
("Smager godt/smager ikke godt" i folkemunde).

Dernæst, lige som når man ser på mennesker, kan man prøve at definere vinen på dens opbygning, dens KROP. Det betegner hvordan man oplever vinen i munden, hvor meget den fylder jeres gane: denne fyldighed kan man definere som SPINKEL, TYND, LET, MAGER, ADRÆT, MEDIUM, FYLDIG, ROBUST, STOR KROP. Det modsatte, en LILLE krop, er ikke nødvendigvis noget negativt: "lille" men harmonisk, nem at drikke. Næppe en holdbar vin, aldrig en gemmevin, men en god hverdagsvin må gerne være "lille" og smage godt.

FRISK og SYRLIG er også tit anvendte betegnelser: unge vine kan vise begge kvaliteter, som er positive.

En krop kan også føles som BLØD lige som på bagetiketternes berygtede "rund og blød". BLØD er noget positivt, når vi smager modne, harmoniske vine, men kan også være et minus hvis refereret til en ung vin, der mangler skelet, struktur, rygrad. Så vil vi sige, at vinen er FLAD eller SLAP. Det samme gælder FED: også her er ordet tveægget. Det kan klistres på en blød vin af medium krop eller på en vin, der viser samme mangel på syrestruktur. Det modsatte af fed er HÅRD: det kan man sige om en vin, der byder på for megen (garve)syre, en STRENG vin. En umodenhed, der kan skyldes ringe druemateriale og ditto håndvæk, men det kan også indikere at vinen er ung og garvesyrepræget: måske vil den bløde op med tiden. Undertiden opfattes vine som STÆRKE. Det tyder altid på en overbalance i alkohol eller garvesyre. Ikke ubetinget dårlig men aldrig et tegn på kvalitet.

Nu kan vi endelig skrive om vinens sødmegrad: TØR, HALVTØR, HALVSØD, SØD. Her er det berettiget at bruge RUND og BLØD i den rigtige sammenhæng. Selvom der er videnskabelig mulighed for at definere, hvor sød eller hvor tør en vin er ved at måle restsukkeret, er oplevelsen af tørhed og sødme mere afhængig af ens personlige smag end man skulle tro.
Eller sådan har I ihvertfald lært mig det i alle de år, jeg har handlet med jer.........

FIASKO'ENS GENKOMST

Tag det som et udtryk for en påbegyndende senilitet, tilgiv mig dette flip "down memory lane", men jeg har altid haft en svag side for Italiens vinemballage nr. 1: BASTFLASKEN, il fiasco.

En fransk negociant ven (sådan nogle har jeg også) sagde til mig engang: "Hvis bastflasken var fransk, ville vi tappe vor premier cru i den, så god en salgsgimmick er den". Forestil jer en halvanden liters Chateau Latour, smækket lige på bordet....nåh, men der var faktisk engang, hvor der var mere krudt i den italienske kreativitet, og hvor bastflasken utvetydigt var symbol for italiensk vin. Herunder og engang imellem: kvalitetsvin. Jeg kan huske, at jeg - i 1973 - på en af de fineste restauranter i København, L'Escoffier, så bastflasker på flere borde. Bastflaskerne var lagt i en attrap, en hældemaskine til at skænke vin fra bastflasken. Det er den samme maskine, der optræder i mange reklamer fra den dengang førende bastflaske-eksportør Ruffino.
(Hvis der er nogen, der skulle have sådan et apparat liggende, er jeg liebhaver).

Vinproducenter, som forlængst har taget afstand fra emballagen som symbol på en fattig og ikke kvalitetsbevidst vinproduktion, sendte engang flotte to liters bast rundt i verden: Antinori, Cecchi, Straccali, Frescobaldi, Nicolini og mange andre. Altså, den stakkels bastflaske har ikke selv gjort noget for at blive sendt på museum. Det er rigtig nok, at den er dyr i fremstilling, og at der ikke er mange glasværk, der producerer den. Det er rigtigt, at basten kan tiltrække små kræ og andre skadedyr i opbevaringslagrene.

Alt er sikkert rigtigt, men hovedårsagen til bastflaskens forsvinden er selvforskyldt: fra ærlig beholder for gode Chianti-vine forvandlede grådige producenter basten til ultrabillig gimmick for alskens røde, hvid, rosé og søde sekunda vine. Og på et tidspunkt vendte folk ryggen til den. Hvilket passede fint til den altid omkostningsbevidste vinindustri. Idag findes der udmærkede bastflasker, hvor basten er af..... plastik. Indholdet er tit derefter. Bastflasken er yt og dyr. Den er ihvertfald ikke noget, som kvalitetsproducenter beskæftiger sig med. (Men det gør I, der hat taget den gode bastflaske til jer og nyder den netop......spandevis):

GENBRUG 1

2018 Chianti DOCG økologisk, bastflaske på 2 liter, Sticciano.

Jeg ved ikke, om der er nogen af vinvennerne, der kan nikke genkendende til ovenstående fiaskosnak. Det er faktisk fra en af mine ugemails, helt præcis fra "denne uges aktuelle brev om vin" af den 1. juli 2003. Lidt genbrug må være tilladt her i sommervarmen.

Dengang, for femten år siden, var det en halvskandale at promovere bastflasken. Idag er der flere og flere, der lader sig charmere af den sympatiske beholder, nok fordi de ved, at den indeholder en "rund, frisk, blød, duftende dejlig Chianti, som man kunne drikke spandevis af" hele tiden. En nem vin. Hvilket betyder: ikke en let vin, men en harmonisk vin. En Chianti der tilfredstiller alle sanserne.

På dette tidspunkt har de fleste af jer forstået, at sådan en Chianti har jeg fundet. Igen.

GENBRUG 2

2008 Riserva Amarone "I Galli" DOCG Le Ragose

"Naturligvis skal jeg snakke godt om denne vin. Men jeg ville ikke gøre det, eller jeg ville ikke gøre det så meget, hvis den ikke var i klasse med solformørkelser og kometer: en stor begivenhed der sker en sjælden gang, og som fortjener stor opmærksomhed. En Amarone der har hele registret af aromaer: tør frugt, svesker, chokolade, tobak men ikke et nanogram mere end dens "krop" kan bære.
En smag der er vin-tør og samtidig lurende rund. Sminkløs smuk. En fantastisk harmoni som tillader nyderen at drikke vinen både til onsdag aftens fettuccine med tomat og oliven og til samme onsdag aftens dådyrsmørbrad med karljohan, laurbær og rosmarin sauce. Og så begejstre sig selv og den tilfældige besøgende med sjatterne. Kommer der en Marsboer eller et væsen fra det ydre rum og spørger, hvordan Amarone skal være, så er det denne Riserva 2008, der kan forklare det hele. Hvordan Amarone var, hvordan den skal være.

Eksemplet. Modellen. Lige som med god musik, bliver man aldrig færdig med at finde noget i denne Amarone. En Amarone for folk, der har forstand på Amarone. En Amarone for folk der gerne vil have forstand på Amarone. En Amarone for folk der er bedøvende ligeglade med Amarone, men sætter pris på en god vin, når den bydes.

En vin til lige her og nu og en vin der kan blive lige så gammel og flot som den legendariske 1977."

Ciao, Carlo