Kære Vinvenner,

Speditøren har lovet MUTINA på lager idag/imorgen, altså onsdag den 6. marts. Det betyder, at den "elskværdige" (det er dét, "amabile" betyder) kan hentes i lagerets åbningstider - se nederst i mailen - og at vi straks påbegynder forsendelsen til Distant Friends.

AMABILE: ELSVÆRDIG, ELSKELIG

Mutina, nu i sin funklende årgang 2018, er en Lambrusco Grasparossa di Castelvetro DOC i "Amabile" udgave. Det er ikke helt nemt at oversætte amabile andet end med "elskværdig", fordi den praktiske oversættelse "halvtør/halvsød", som jeg bruger, gør ikke vinens smag retfærdighed. Vinens friske syrlighed og de afstemte, aldrig voldsomme bobler, dæmper den frugtsødme, der præger ganens første kontakt med vinen. Så den restsødme der er, er ikke nok til at klassificere vinen som sød. Derfor er I mange, der synes om Mutina som velkomstdrik og aperitif til lette anretninger, andre der finder den ideel til pasta med krydrede tomatsaucer, lasagna, canneloni og lignende pastaretter, andre igen der gerne serverer den til jordbær og ved måltidets afslutning.

DEN TREDELTE VERDEN

Mutina - og Lambrusco i det hele taget - deler verden i to, faktisk i tre. De, der er vilde med den og er enige i den måske lidt overdrevne, men kun lidt, definition "gudedrikken"; de der ikke engang vil fotograferes i nærheden af en flaske Lambrusco og til sidst de, der ikke synes om den, enten fordi de aldrig har smagt den eller fordi de har været udsat for de supersure, lyserøde Lambrusco til 16,95 kroner engang i firserne af det tidligere århundrede. En klart traumatiserende oplevelse som er svær at blive kvit for.

Det er den sidste gruppe, der er nem at "omvende", ikke blot til den elskværdige Mutina men til Lambrusco i det hele taget. Især når de opdager, at Lambrusco for 95% af dens produktions vedkommende er rød og ikke kun lyserød! Til dem og alle de andre er følgende link dedikeret:

OLIVENOLIE

Som sagt bliver smagningen og foredraget gennemført søndag den 10. marts. Vi er allerede 19 deltagere. Læs herefter hvad øvelsen går ud på: hovedsageligt at lære at kende forskel på gode og bedre olivenolier og at bruge jeres gastropenge på den mest hensigtsmæssige måde, når det handler om at købe olivenolie.

FEBO

Jeg har det med merlot vine lige som med de ultratraskede turiststeder: Fontana di Trevi, Amalfi, Taormina og lignende. Der må være en årsag til, at de er så populære. Ja, de er skønne, magiske steder og dét, at de er populære, trækker ikke noget fra deres skønhed. Sådan er det med gode merlot: skønne, og ofte må de ligge under for "vægten" af deres popularitet. Så hvis I kan se bort fra alt det vrøvl, der siden filmen "Sideways" roterer omkring merlot, får I jer en supertuscan af høj karat og intens, langtlevende kvalitet. Oprindelse, jordbund, antal, smag: alt fortæller, at vi er i den toskanske vinsuperliga. Har I ikke hørt om den før, er det nok fordi Febo, den græske mytologis solgud, som Sorbaiano har dedikeret denne merlot til, kun produceres i de absolut bedste år og det maksimale produktionstal er lige under totusind flasker. En samlervin som I vil have det svært med at holde proptrækkeren fra.

Da det som sædvanlig holder hårdt at overbevise de nyere vinvenner (de gamle har allerede bestilt), forlænger jeg fristen for at bestille denne merlot. "Unik" ville være et forkert ordvalg: "yderst sjælden" passer meget bedre og hvis I spørger jer selv, hvor vi er henne rent stil- og klassemæssigt, så kig gerne på landkortet. Vi er ikke langt fra Masseto, Ornellaia, Sassicaia og de andre besungne Bolgheri vidundere. "Besungen" er Febo ikke. Ikke endnu: jeg kan høre koret starte her, lige efter at I har smagt den:

Ciao, Carlo