Kære Vinvenner,
Forleden kom vor speditør på besøg. Det gør han én gang om året. Det er hans julegavetur til “djævleøen”. Han fylder bilen og tager det seje træk fra Tauløv og kører Sjælland rundt. Han besøger sine kunder og afleverer en rød undertiden grøn gavekarton. Om selve indholdet kunne der skrives afhandlinger. De første år havde vi lyst til at kyle det efter ham. Nu venter vi, nej ikke spændt, fordi vi kender indholdet, men fordi julen er ikke rigtig jul uden speditørens to flasker øl, et plysdyr, firmaets kalender og julekortet. Sådan bliver de gode traditioner til.
Jeg tilbød en kop espresso, men “Nej tak, hvis jeg får en kaffe til, tilbringer jeg resten af juleferien på lokum....har du et glas vin?” Nu skulle man tro, at det ville være den nemmeste opgave at finde en flaske vin hjemme hos en vinhandler. Her vrimler det med alle mulige vareprøver og mærkelige flasker uden etiket, men regulær bydevin havde jeg ikke rigtig. Heldigvis var der en flaske Amarone 2004 Santa Sofia, som jeg netop havde brugt til fotografering. Jeg trak den op. Vinen smagte rigtig fin og den åbnede sig i glasset. Den startede diskret, på grænsen til det selvudslettende, men efter lidt kom den mere og mere frem, med finessen i behold men også med duft og styrke. Det var kun fordi speditøren skulle køre, at vi holdt os til et glas hver.
Lige mens jeg talte med speditøren, ringede producenten Luciano Begnoni:
“Hvilket sammentræf: vi er lige ved at smage én af dine vine. Mine komplimenter! Jeg synes den er rigtig fin, et dejligt glas, der forlanger at blive snuset til og nydt som en god vin skal nydes. En elegance der ville være en god Bourgogne værd. Ikke noget med disse bombastiske superkoncentrerede portvinlookalikes...”. Det var musik i Lucianos ører: ”Carlo gider du skrive et par linjer om det, du lige har sagt? Det ville gøre min far meget glad”.
Amarone 2004 mindede mig om et bestemt stykke musik.
Hvis I har nogen I holder af, som skal have en gave, lader jeg en gavekarton med tre flasker falde indenfor den fradragberettigede grænse (700,- kr.). Ellers er prisen 245,- kr. flasken. Jeg smagte det sidste af flasken, mens jeg lyttede til følgende, som er et godt musikportræt af vinen: http://www.youtube.com/watch?v=rMV_rrRBgD8&feature=related
Ciao,
Carlo
Lidt praktisk info:
I DAG: Onsdag den 17.december: 14:00 til 17:00
Torsdag den 18.december: 14:00 til 17:00
Fredag den 19. december: 14:00 til 17:00
Lørdag den 20. december: 11:00 til 14:00
Søndag den 21. december: 13:00 til 15:00
Mandag den 22. december: 14:00 til 18:00
Tirsdag den 23. december: 14:00 til 18:00
Onsdag den 24. december: 10:00 til 12:00 Kun afhentninger og efter forudgående aftale.
Lørdag den 27. december 12:00 til 14:00
Søndag den 28. december : 13:00 til 15:00
Mandag den 29. december: 14:00 til 17:00
Tirsdag den 30. december: 14:00 til 17:00
Onsdag den 31. december fra 11:00 til 14:00
< Forrige | Næste > |
---|