Kære Vinvenner!

Det var netop jer, jeg tænkte på, da jeg sagde til Enzo Brezza: “Endnu et tilfælde hvor sønnen er dygtigere end faderen...”. Faderen, Oreste Brezza, årgang 1932, kiggede skævt på mig og skænkede et glas af den rest Barolo 1990, som han havde haft stående foran kaminen i en uges tid.


“Dygtigere og dygtigere.....: med det, som det kostede os at sende ham til vinuniversitetet, manglede der bare at han ikke blev dygtig....han har fundet det hele klar: restauranten, vinmarkerne....”.  Jeg er kommet hos Brezza siden dengang man skulle igennem baren for at komme ind til restauranten. Man kan næsten ikke undgå at lægge mærke til Brezzas hotel med det oplagte navn “Hotel Barolo”, lige midt i byen. Jo familien har knoklet hårdt: hvis I havde femogtyve øre for hver kilo hjemmelavede “tajerin“ pasta, som Carla har æltet og serveret de sidste tredive år, ville I være millionærer! Men vinene, nej, jeg har aldrig været helt vild med Orestes vine: jeg fandt dem altid lidt for hurtigt fremstillede, altid med noget ufærdigt, undertiden urent, altid manglende de sidste fem skridt fra paradis. Visse årgange (1978, 1979, 1982, 1990) vellykkede men ellers altid vine med en nonchalant attitude til excellencen. Præcist som Oreste sagde: “Vi er som vi er, vinene følger årgangen, og de bliver solgt og drukket alligevel...”. Med tiden kom jeg til at holde af hans indstilling: Barolo som dagligvin, træk op og skænk, ikke så mange falbelader eller hensyn til vinenes konge. Brezza ejer nogle af de bedste parceller på historiske vinmarker som Cannubi, Sarmassa og Castellero, og det er det, der har “reddet” hans vinrenommé: den iboende, indre kvalitet af druerne. Det er også det, der har gjort opgaven nemmere for Enzo, sønnen i huset, der i de senere år har overtaget styringen af vinfremstillingen og opnået flotte resultater.

Lige så flotte som de bedste to jeg havde smagt, da jeg sagde det med faderen og sønnen:

Cannubi 1991 Barolo og Barolo Classico 2001. Det var de to, der vækkede den indre løve!
Ikke mindst på grund af prisen: et sympatisk træk ved Brezza er, at priserne også har fulgt Orestes generelle indstilling til Barolo: aldrig fantasipriser, aldrig modeprægede prissætninger. En stabilitet som fortsætter i Enzo’s regi. Barolo Classico 2001 koster 215,- ( 198,- ved køb af seks) Enkeltmarken Cannubi 1999 koster 275,-  ( 260,ved køb af seks) . Begge årgange er top og I kan glæde jer til ... generationsskiftet.


Det, som jer ikke er sikker på, at I vil glæde jer til, er Brezzas FREISA.

Knibtangen ved siden af flasken signalerer, at vinen hiver hårene af brystet og trækker tænderne ud hos dem af jer, der måtte mangle hår på brystet. Freisa er en Piemonte-specialitet, en frugtbombe som jeg bliver nødt til at stemple “For viderekomne”. Jeg kan lide vinen og drikker den gerne solo, let afkølet. I Piemonte drikkes Friesa til stort set alt, især ostebord, charcuteri og pastaretter med tomatsauce. Suveræn til retter med peberfrugt. Det er en robust vin på 13,5% og den bestilles på eget ansvar. Jeg har ikke købt mange flasker hjem, kun 120, men hvis I er til frugt frugt og frugt, bør I ikke gå glip af enkeltmarken Santa Rosalia 2005. Prisen er 99,- kr. men for de dristige er prisen 89,- kr. Uden knibtang.


Ciao, Carlo

Ups jeg var lige ved at glemme: for at bestille send en svarmail til Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. og fortæl mig hvilke vine I ønsker og hvor mange af dem.

< Forrige		Næste >