03-12-2024

Kære Vinvenner,

Egentlig var jeg i gang med at finde nogle oplysning om regionen Liguria for at bedre strikke et tiltalende tilbud - I bliver glad for det ! - men internettets veje er næsten uransagelige og jeg havnede, ja, rigtigt langt væk. Derfor den lange mail om noget, der ikke har så meget med vin at gøre men med italienere alligevel....

Til de vinvenner, der er mere interesseret i vin og…basta er Julebasten© og Pietro Majnonis olivenolie af den nye høst lovet på lager i morgen onsdag den 4. december. Samme dag kommer Castinos Nizza 2019, både i almindelig og magnum og de to syditaliener, Primitivo og Nero d’Avola som var strandet i Piemonte hos netop Castino.

Det med at strande har en central rolle i de begivenheder den lange mail handler om men først og fremmest tilbuddene:

LIGURIA

De nye tendenser mod lettere vine har igen bragt Ligurien til vinelskernes opmærksomhed: smag, fylde og lethed går hånd i hånd i regionens vinproduktion. Hvis I er nysgerrige efter vine fra Liguria, hvis I har besøgt stedet og vil gerne genopleve Riviera’ens stemmning, er disse vine den oplagte rejsefører. Jeg har valgt dem fordi de smager godt. Promotionspriserne, både på testkasserne og på de enkelte vine, er ment som en opfording til de vinnysgerrige vinvenner og også til de mindre vinnysgerrige vinvenner. Prøv vinene fra Ligurien og bliver glædeligt overrasket:

https://shop.carlomerolli.dk/produkter/?search=LIGU245

DEN LETTE DECEMBER

Kan den unge Valpolicella holde ? Kan den nydes her i december ? Well, netop i disse dage har jeg følt ligesom en trang til lettere vine, en minde om sommeren måske eller er jeg også fanget i den kurante trend mod lettere vine, low alkohol, no alkohol ? Gud forbid men Ernst Hemingways ord om Valpolicella har en fast klang i mit vinhoved: ”Lige som hjemme hos en bror, man har det godt med”. Derfor er der tre årgange til at gå i lag med. Jeg har prøvet 2021eren i går, for at tjekke om den var stadigvæk OK. Den smagte ikke bare godt men rigtigt godt: perfekt, klar og ren som en sprød vinterhimmel og som alle de gode vine burde smage. Her et forslag om at prøve de tre årgange jeg har på lager : 2021, 2022, og 2023

https://shop.carlomerolli.dk/produkter/?search=MADAG23

DE ØDELAGTE ETIKETTER.

Nogle vinvenner spurgte hvor ødelagte etiketterne er på 2019 Pian del Conte. Sådan ser de fleste ud. Indholdet, hvilket også er…vigtig, fejler intet og til prisen kan I erhverve jer en sangiovese af karat:

https://shop.carlomerolli.dk/produkter/?search=2019+Pian+del+Conte

Og nu dértil hvor søgning om Liguriens vine bragte mig:

Italienere i verdens ende

Kun otte familier bor på verdens mest utilgængelige ø: to af dem kommer fra Italien.

Tristan da Cunha, 9.926 km væk fra Greenwich og 2.810 km fra kysten af Cape Town, er det mest afsidesliggende øhav i verden, bestående af fire vulkanske øer beliggende i det sydlige Atlanterhav: den eneste beboede er Tristan da Cunha, som giver øhavet sit navn. Selvom denne ø er en del af de britiske oversøiske territorier og administreres fjernt af guvernøren af Saint Helena – den anden tropiske britiske ø i det sydlige Atlanterhav, hvor Napoleon døde i eksil – er dens historie unik: eventyrlig, tragisk og romantisk.

Tristan da Cunha skylder sit navn til den portugisiske søfarer Tristão da Cunha, som så øen i 1506 under sin rute mod Godthåb i Sydafrika. Det tog derefter 137 år, før den første landing fandt sted på kysten af denne ugæstfrie ø i verdens ende. Det blev gjort af besætningen på det hollandske Østindiske Kompagnis skib Heemstede, som også efterlod en indskrevet tavle på øen.

Den første person, der faktisk nogensinde levede på øen, var amerikaneren Jonathan Lambert fra Massachusetts, sammen med sømændene Andrew Millet og Tommaso Corri, sidstnævnte af italiensk oprindelse fra Livorno. De ankom til Tristan da Cunha i december 1810 for at jage sæler. Lambert besluttede at kalde det afsidesliggende øhav for Øerne af Forfriskning og erklærede også, at det var hans ejendom. Han designede sit eget flag. Desværre døde Lambert og Millet to år senere i et mystisk uheld, og den eneste overlevende, den italienske Tommaso Corri, kunne ikke forklare sige og fortalte aldrig, hvad der skete. En garnison af britiske marinesoldater, som landede på øen i 1816, mistænkte, at Corri havde dræbt de andre bosættere for at få fat i øerne. Corri slap fra mulige anklager fordi han pralede om en skat han havde gemt et eller andet sted på øen. Skatten er aldrig blev fundet.

Uanset hvad der skete, annekterede Storbritannien siden da Tristan da Cunha, byggede en landsby og øgede befolkningen ved at sende nogle kvinder til øen, hovedsageligt fra Sydafrika. Øens fremtid blev beseglet af det modige valg fra den skotske marinesoldat William Glass, som besluttede i 1817 at blive på øen med sin kone og deres to børn, og forlod sit hjemland, hvor resten af garnisonen vendte tilbage. Han blev den første officielle guvernør af Tristan da Cunha og underskrev øens oprindelige love. Denne aftale er stadig gældende, og vi kan sige, at det er det eneste tilfælde i verden af ægte socialisme: der er ingen privat ejendom, ingen mennesker der hersker over andre mennesker, og der er en retfærdig fordeling af omkostninger, arbejde og gevinster.

Efter Glass-familien tilføjede andre mænd til befolkningen, enten fra uventede skibsforlis eller af egen fri vilje: dette var tilfældet for Thomas Hill Swain, en engelsk soldat, der flyttede fra Saint Helena til Tristan da Cunha i 1826, og besluttede at gifte sig med den første kvinde, der ville lande der. Året efter blev fem kvinder bragt fra Saint Helena, og familierne voksede hurtigt. Efterkommere af disse fem kvinder evere stadigvæk på øen. I 1836 sank et amerikansk skib nær øen. Dets skibsbrudte blev reddet af øboerne, og tre af dem besluttede at blive på Tristan da Cunha: hollænderen Pietre William Groen (senere omdøbt til Green), amerikaneren William Daley og danskeren Peter Miller. Peter Miller blev gift med i 1839 med en lokal kvinde, Fanny Riley, fik otte børn og i 1857 rejst væk fra øen for at bosætte sig ved Capetown. En anden dansker Peder Petersen led skibbrud og blev boende på øen, blev gift men døde i et uheld i 1857.

Og hvad med italienerne?

Det hele begyndte den 3. oktober 1892, da der var brand om bord på skibet Italia, der transportede kul fra Skotland til Cape Town. Den modige kaptajn Francesco Rolando Perasso fra Genova formåede at inddæmme ilden midt i Atlanterhavet, mens han var på vej mod Tristan da Cunha. Med et snedigt manøvrer kørte kaptajnen skibet ind i klipperne, og sikrede at hans 16 besætningsmedlemmer nåede i sikkerhed med redningsbådene.

Efter det tragiske eventyr blev de skibsbrudte taget imod og indkvarteret af øboerne i tre måneder, indtil et forbisejlende skib bragte dem hjem. Derefter skete der noget utroligt: to af dem, italienerne Gaetano Lavarello, en dygtig snedker som senere byggede øens første ”longboats” og Andrea Repetto, besluttede ikke at vende tilbage til Genova, selvom de tilsidesatte kaptajnens ordre. Det var rent hjertesag: de italienske sømænd blev forelsket i to tristaniske kvinder. Deres kærlighed var det vigtigste af alt. Og således fik Lavarello og Repetto – født i Camogli, en malerisk landsby i den liguriske riviera – et lykkeligt liv og mange børn i Tristan da Cunha, og blev de sidste efternavne, der nogensinde sluttede sig til de andre familier til stede på øen, og som stadig eksisterer i dag. Øens sygehus hedder i dag Camogli Health Center.

Men historien er ikke slut. Den 10. oktober 1961 udbrød øens vulkan, hvilket forårsagede flere jordskælv og tvang hele befolkningen til at evakuere. Den britiske regering besluttede at hente flytningerne hjem til Storbritannien. For mange af dem var det chokerende, idet kun to ud af 290 mennesker nogensinde havde forladt Tristan da Cunha. De blev tilbudt et job og muligheden for at bosætte sig på Shetlandsøerne i Skotland. Dog var deres tanker og drømme efterladt i det sydlige Atlanterhav. Derfor, trodsende naturens love og følge hjertets, sejlede 51 tristanere tilbage til deres hjemø i april 1963 med den danske færge ”Bornholm”, reparerede deres beskadigede huse og genoprettede deres liv. Seks måneder senere blev de efterfulgt af resten af befolkningen, og fortsatte deres legendariske familietradition til verdens ende.

Forfatter : Andrea Angelini bor i England. Andrea er freelance skribent, erfaren inden for politisk og fagforeningsinformation samt sportsnyheder. Han har arbejdet for reklamebranchen og den offentlige administration. Han er i øjeblikket regional sekretær for en italiensk fagforeningsføderation i UK. Han elsker Italien, fotografering og dystopiske romaner. Og pizza, selvfølgelig! Oversættelse og research : AI og Carlo Merolli

Ciao,

Carlo

ÅBNINGSTIDER PÅ LAGERET
(endnu og indtil 31.12.2024) beliggende Skovlytoften 1, 2840 Holte:
som regel er vi på lager noget før de officielle åbningstider: ring eller skriv hvis I har brug for at afhente før den offcielle åbningstid

tirsdag den 3. december: LUKKET
onsdag den 4. december: ÅBENT 14 til 17
torsdag den 5. december: ÅBENT 14 til 17
fredag den 6. december: ÅBENT 14 til 17
lørdag den 7. december: LUKKET
Tillykke Katrine !!!
søndag den 8. december: ÅBENT 13 til 16
mandag den 9. december: ÅBENT 14 til 17
tirsdag den 10. december :LUKKET
Tillykke Nolan !!!
onsdag den 11. december: ÅBENT 14 til 17
torsdag den 12. december: ÅBENT 14 til 17
fredag den 13 december: ÅBENT 14 til 17
lørdag den 14. december LUKKET
søndag den 15. december: åbent 13 til 16