Uge 32 - 2001

Pengene tilbage (Villa Fiorita: røde Maniero 1997 og Il Giorgione 1997)

Kære vinven!

Den kommende første september er det ti-årsdagen for et friskt påfund: i 1991 lovede mange sælgere af hårde hvidevarer, tæpper m.m. pengene tilbage efter ti år til alle dem, der lod sig lokke af deres uimodståelige tilbud. Nu viser det sig, at måske står tingene ikke just, som det blev lovet: som bekendt er bondefangernes mor hyppigt barslende. Men hvis I skulle ligge inde med for eksempel Barolo Riserva 1982 Cavallotto, Barolo 1984 Riserva Cavallotto, Barolo 1983 Conterno kan I altid få tilbage de penge jeg tog for vinene dengang:
hhv. 128,- 87,50 og 163,- .....................

Det samme antal kroner ville ikke række idag for Barolo vine af kurante årgange. Og dog. Hvis jeg anstrenger mig, kan jeg presse avancen ned på Cappellano 1996 Barolo til 163,- kroner og det samme for min enkeltmarks Cerretta 1996 Barolo fra Davide Rosso i Serralunga d'Alba. Om jeg giver tilbage de samme penge om ti år ? Nej, fordi jeg regner med, at I vil sætte disse to gode Barolo til livs med det samme. Om de vil holde så længe? Tja, frem til 2006 sikkert. Frem til 2011 tror jeg ikke, men Serralungas Barolo er langtlevende, så hvis de bliver opbevaret i en god kølig kælder, hvem ved? Jeg har fornylig drukket en 1964 Barolo Cappellano, der smagte så godt åh så godt.

Men det er nu ikke Barolo og luskefinans jeg ville skrive om i denne uge. Vi forbliver i Piemonte med to tilbud, som nogle af Jer vil elske. Garanteret. De er den type vin, der vil vække begejstring i København K og 8000 Århus C. Moderne vine, med dyb rubinrød farve, fyldigt nærmest fedt væsen og indtagende duft. Kender I den bouquet der dufter dyrt. Alle I storbybananer der er som hunde efter italiano moderno, design for living og svulstige vinoplevelser. Der er nogen, der begynder at fremstille vine for jer. Skidt med traditioner og terroir. Idag er de succesrige vine markedsorienteret. Vine på sikre formulaer, der sælger godt fra Boston til Bombay. Om det er godt eller dårligt, får vi nok at vide om tredive år. Foreløbig er det en god forretning for vinbønderne. Jeg bryder mig ikke om disse vine, men er købmand nok til at spotte en sællert. You will love it. Hvorfor har jeg dem med ?
Fordi jeg forliebte mig i Husets Grignolino d'Asti 2000 DOC (se UGE 25/2001 på www.carlomerolli.dk), og
det er bon ton, at man køber lidt også af Husets andre frembringelser. Producenten lever stadigvæk skjult og er ikke kommet i vinmediaernes søgelys: derfor er priserne fornuftige for den kvalitet de byder på. Endnu mere fornuftig er også min avance, da det som sagt ikke er vine jeg foretrækker. Men lur mig om ikke der er nogen af jer, der går amok over stilen og kvaliteten.

Den første vin er MANIERO, (navnet betyder "Borgen" ) en DOC Monferrato Rosso fremstillet af druerne barbera og pinot nero. Den tilbudte årgang - 1997 - lagres seks måneder i barrique og to år på flaske. Vinen har et alkoholindhold på 13% og en intens duft, en blanding af vanille og skovbær. Smagen er tør, varm og vedvarende. Mix af barbera og pinot nero er ikke særlig almindelig, og alene det burde være en årsag for de vinnysgerrige at slå til.

Den anden vin hedder IL GIORGIONE (navnet betyder såmænd "Den store Jørgen"), og er også en 1997. Vinen er en Barbera d' Asti Superiore på 13%. Den har lagret tolv måneder i barrique ( værsgo' !), og jeg må sige, at den er fløjsblød. Barbera, som har høj frugtsyre men lav garvesyre, nyder godt af barriquens garvesyre: i denne vin byder duften på en flot sammensmeltning af brombær, læder, vanille og skovbund. Smagen er tør dyb og vedvarende og som sagt varm og fløjlsblød. Hatten af, men jeg kan nu bedst lide Husets Grignolino! Helst serveret kold og til simpelthen alt!

MANIERO 1997 DOC Monferrato Rosso
Prislistepris 13.500 x 0,0040=

54,00 kr.

.
Hjemtagelse 10,00 kr.  
ialt   64,00 kr.
Avance 16 %

10,24 kr.

 
ialt   74,24 kr.
25 % moms
18,56 kr.
 
ialt   92,80 kr.
nedrundet
93,00 kr.
 


IL GIORGIONE 1997 Barbera d' Asti Superiore DOC
Prislistepris 24.000 x 0,0040 =

96,00 kr.

.
Hjemtagelse 10,00 kr.  
ialt   106,00 kr.
Avance 14 %

14,84 kr.

 
ialt   120,84 kr.
25 % moms
30,21 kr.
 
ialt   151,05 kr.
nedrundet
150,00 kr.
 

Der er på lager 186 flasker MANIERO og 66 flasker IL GIORGIONE.
Intet minimumkøb. Levering 75,- kr overalt i landet uanset kvantum.

 


De venligste hilsener,


PS Hvad med de andre der ikke er "storbybananer" ? Mit helt uinteresserede råd lyder på: køb en masse af Montegiachi Riserva 1997 og San Sano Riserva 1997.
To Chianti Classico: indtil nu har jeg kun modtaget ros og genbestillinger fra dem, der har smagt dem. Pris stadigvæk 85,- kroner.