30.10.2016 Vin Santo, Vinsanto og Pinot Nero

Kære Vinvenner

Under et vinforedrag fornylig blev jeg spurgt om, hvilken vin jeg mente var den bedste italienske rødvin. Sådan et spørgsmål må man ikke stille mig, fordi jeg har ikke noget svar på det. Hvis jeg er i mit frække hjørne, plejer jeg at svare "Lambrusco" og så sker der ikke mere ved sagen. Den, der har stillet spørgsmålet, sidder tilbage lidt betuttet og tænker sit. De andre tænker også deres og nogen spekulerer på, om pengene var godt givet ud, for at have hyret mig til at massakrere både den danske udtale og deres vinoverbevisninger. Hvis der, efter at fniseriet har lagt sig, skulle være nogen, der reagerer med en "Det kan du da ikke mene..." svarer jeg, at spørgsmålet jo gik ud på, "hvilken vin jeg mente". Fniseriet plejer at starte igen og for at bringe det hele hen på rette bane plejer jeg at sige, at det er som at spørge en mor eller en far, hvilken en af deres børn de bedst kan lide. Svaret ville være oplagt, hvis man kun havde et barn, men der er et hav af italienske vine, så derfor kan spørgsmålet kun besvares på en meget generel og dermed intetsigende måde.

KLASSIFIKATIONER

Sandt nok, så har der i de sidste tredive-fyrre år dannet sig en uformel "klassifikation" af den italienske "bedste vine". Hvis man læser de forskellige vinguider - der ikke altid brillerer mht. undersøgende vinjournalistik iøvrigt - vil man se, at der er en gruppe af producenter, der konstant modtager topkarakter. Det må være den vinelite, der bedst svarer til spørgsmålet "bedste vine".

Jeg har i årenes løb dannet mig en anden og ikke helt ortodoks idé: at den italienske vins virkelige force og suveræn topstillingsgivende er de mange og for de fleste mindre kendte vine: de vine for eksempel, som Pietro Majnoni betegner som "seconda fascia": de næstbedste. Vi kan vende tilbage til emnet, men for at forblive i det kætteriske så mener jeg, at Italiens bedste vine og det felt, hvor Italien fører suværent i vinverden, er ved de søde vine og de mousserende vine. "Bum!", kan jeg høre nogen tænke. "Hvad med Sauternes, hvad med Champagne? Hvad med Eiswein? Hvad med Portvin? Hvad med Sherry?"

SOLENS MOTORVEJ

Ikke et ondt ord om de verdenskendte franske drikkelser og andre af verdens berømte dessertvine, men hvis vi skal bringe lidt perspektiv ind i sagen og helt forstå hvad jeg mener, så skal vi tænke på, at vi taler om tre hvis ikke fire hundrede års forspring for søde vine i resten af verden, udenfor Italien. Det betyder, at det ikke er et spørgsmål om bedre eller ikke bedre men om kendt vs ikke kendt. Det er først omkring primo 1970erne, at vi kan begynde at snakke om Italiensk kvalitetsvin på eksport niveau. Berømmelsens pris, som jeg skrev sidste gang.

Italien producerer fremragende dessertvine fra Alperne til Pantelleria. Ingen region, ingen provins, ingen landsby uden en dessertvin. "Dessertvin" bruger jeg som fællesbetegnelse for søde vine, selvom der produceres fremragende tørre dessertvine. Italienske dessertvine er mindre kendte som vi har set, fordi "de er lige ankommet", men især fordi produktionerne er tit små og spredte på landskortet som pletter på et gepardskind. Solen, klimaet i det hele taget og traditionen for at konservere frugten er de tre elementer, der giver Italien førerposition både mht. kvalitet af og kærlighed til dessertvine. Vi kan ikke udtømme emnet i en enkelt mail, men jeg vil prøve at følge op i ny og næ. Idag omtales en vin, som de fleste har hørt om, men om hvis navn de lærde skændes: VINSANTO eller VIN SANTO.

HELLIG VIN, GUL VIN eller VIN FRA SANTORINI ?

Som sagt: de lærde skændes om navnet: om hvorvidt vinen hedder "hellig", fordi den brugtes mest til alterbrug, fordi den blev tappet og smagt i ugen op til Påske (la settimana santa) eller fordi en græsk kardinal sammlignede den med de gule, søde vine fra Santorini ("den smager lige som Xanto"). Jeg hælder mest til den kirkelige forklaring: i Umbrien kalder man den stadigvæk for "præsternes vin" og en tilsvarende vin i Frankrig nævnes tit som "Vin du Curé" - præstens vin. i en gammel tekst fra 1867 - det var virkelig early days for italiensk vin - fandt jeg dette: "Vi kalder for Vin Santo den vin, som i visse byer af den tidligere stat Lombardo Veneto fremstilles med tørrede druer. Det er en fremragende vin, som kaldes for santo netop fordi den tappes i dagene op til Påsken".

Flere spørger, om der er forskel på Vin Santo og Vinsanto. Nej, det er der ikke: i Toscana er Vin Santo det mest almindelige - i resten af italien Vinsanto. OBS! Udenfor DOC og DOCG distrikter er Vinsanto ikke et beskyttet navn. Derfor skal I alitid holde øje med, om der står "Vino Liquoroso" under Vinsanto. Hvis det sidste er tilfældet, så er der tale om en vin tilsat druemost eller på anden måde forsødet. Lovlig men not the real thing. Lidt mere om denne lækre specialitet og et godt tilbud med gratis fragt finder I her:

MENS VI ER VED DET TOSKANSKE.....

Et lille dejligt fund: en lettere (!) udgave af Sorbaianos røde Montescudaio DOC fra den gode årgang 2015. 14% mod 14,5% i den oprindelige udgave. Vinen er klædt på med den alternative etiket, bestemt for en lokal aftager, der sprang fra. Jeg har købt noget af den og kan garantere for, at det er en virkelig lav pris for så meget kvalitet. Det er en af disse "seconda fascia" vine, som giver en skænk-mig-et-glas-til fornemmelse som få andre vine i verden. Druerne er som for "hovedvinen": 80% sangiovese, 10% montepulciano, 10% malvasia nera. En bedre hverdagsvin og en meget tilfredstillende allrounder, der også kan klare krydrede kødretter og seriøse griil- og ovnstegte kødretter. Holdbarhed: fra nu til 2020.

OMTALE AF VORE PINOT NERO

Vinbladet.dk har haft en gennemgang af de pinot nero, de italienske, der findes på det danske marked. Der kom en fin artikel ud af undersøgelsen samt nogle vinbeskrivelser, som er helt afgjort mere præcise og mere sigende end dem, jeg plejer at ledsage/ikke ledsage mine vine med. Selvom det ikke var en af vore pinot nero, der blev vinskribentens favorit, bekræfter artiklen min grundlæggende idé om pinot nero vine: "Hvis jeg vil drikke en pinot nero, der ligner en Bourgogne, køber jeg en Bourgogne."

I Italien, der er så forskelligartet mht. klima og jordbund, finder hver vinbonde sin egen vej til pinot nero: det er det smukke og det spændende ved det. Skønheden ligger i diversiteten. Piemonte, Lombardia, Veneto, Sydtyrol, Friuli, Marche, Lazio, Etna og i den grad Toscana: den italienske vej til Pinot Nero. Dette bekræftes også af, at 10 ud af de 16 pinot nero i smagningen kommer herfra: skønheden i variationen og for jer, muligheden for at vælge. Og jeg glemte endda at indsende en af jeres favoritter, Bachgart, som dog er med i den gode testkasse, der sendes med gratis fragt til de pinot nero nysgerrige:

Artiklen finder I her http://vinbladet.dk/6352-2/ og samme sted kan man tilmelde sig Vinbladets mailservice. Det er en god måde at blive klogere på vin på og det gør ikke noget, at det er en de gratis glæder.

Ciao, Carlo

MINUS 7 og MINUS 11:

Jeg skriver dette her for at ... jage med jer men også som et betænksomt: "op og då" til alle de af jer, der gerne vil bestille, men som har været fortravlet med noget andet eller venter til sidste øjeblik: især Julebasten@ og TABUI Barolo Riserva 2008, Riserva 2009 og Riserva 2010 er der run på:

Åbningstiderne på lager beliggende Skovlytoften 1, 2840 Holte
Ved afhentning: Kør gerne helt ind i indkørslen på højre side af den røde bygning.

Udenfor nedenstående åbningstider: send en mail eller ring 4585 1978 for at træffe aftale.

IDAG: søndag den 30. oktober: 13:00 til 15:00 Hvis godt vejr dvs minus regn og blæst: vinsmagning i gården
mandag den 31. oktober: LUKKET
tirsdag den 1. november: LUKKET
onsdag den 2. november: LUKKET Vinsmagning i Esbjerg
torsdag den 3. november: 14:00 til 17:00
fredag den 4. november: 14:00 til 17:00
lørdag den 5. november: LUKKET
søndag den 6. november: 13:00 til 15:00 Hvis godt vejr dvs minus regn og blæst: vinsmagning i gården