07.08.2016 Mango tak

Kære Friadgangister,

Jeg ved ikke, hvor mange af jer spiser mango. Det gør vi her i huset, når vi finder de formodnede, som jeg kalder "fortyggede". De bliver tit nedsat til en rimelig penge, nok fordi de fleste tror de er for gamle. Det samme sker med bananerne: i Italien lærte jeg, at bananer smager bedst og gør mest gavn i maven, når de er blevet "tigrate". Nu er "tigrate" fra tigre, tiger, men det er mest med leopardpletter, at bananen viser, at den er spiseklar. Også dem kan man få billigere, lige som mango. Både her og i Italien, da jeg var barn. Jeg vil aldrig blive klog på, om min mor havde ret, da hun sagde, at "man skal ikke spise mere end én banan om dagen, fordi ellers giver de forstoppelse og den skal være "tigrata": var det et ernæringsguldkorn eller var det et spareråd forklædt som sådan? Nu at vi snakker om tropisk frugt og Giffarró 2010-11-12 er på lager netop ankommet fra Sicilien, vil jeg før eller senere prøve at smage de mango, de bananer og anden eksotisk frugt, der dyrkes på Sicilien. Nå? Vidste I ikke det? De vidste jeg faktisk heller ikke, men jeg så på et tidspunkt et program og googlede lidt: lychee, sapote, papaya, avocado og flere arter mango. Nå, men tilbage til mango: hvis I spiser mango, smider I sikkert skrællen væk.

"Det skal du aldrig gøre !" sagde min veninde Fernanda, som i andre tidsaldre ville have været en sikker kandidat til heksebålet. "Kog dem, si vandet fra og drik vandet mod forkølelse." "Jeg har det fint lige nu..." "Så, steg dem i olie og rosmarin: de bliver lige så sprøde som stegt bacon og kan erstatte den i vegetarretter..." Jeg var i gang med at svare, at det er ikke så meget stegt bacon du ser i mit køkken, men når det endelig er, skal det komme fra et svin og ikke fra en plantage. På den anden side: hvad koster det at prøve? Resultatet? Stegt skræl kan nemt gå hen og blive en modedille i de trendy køkkener, dvs ikke hjemme hos mig, mens mangovandet til gengæld, det smager ihvertfald rigtig godt, selvom der ikke har været behov for at teste - syv-ni-tretten - dets helsende kvaliteter.

MANGO i Piemonte

Mango, og andre eksotiske frugter kan man genfinde i smagen af de søde Moscato vine og der findes en landsby i Piemonte, som hedder netop Mango. Det har med frugten lige så lidt at gøre som Madame Mangor, men det er sædet for et Museo del Moscato og et af produktionscentrene for den søde, aromatiske Moscato d'Asti DOCG, som er en af perlerne i den italienske vinproduktion. Ingen af dem, jeg har på lageret og i webshoppen, kommer godt nok fra Mango, men hvis I ikke kender denne type vin, har jeg et pædagogisk tilbud her: tre Moscato d'Asti fra tre diverse kommuner (jo, der er forskelle, lige så mange som der er i alle vine fra kommune til kommune), to Chianti Classico af 100% sangiovese, hvoraf den ene Riserva og så én Grignolino ("Grignolino? hvad dælen er det for noget vin?..." Prøv den, derfor hedder det "Testkasse"):

VERDENSDRUE OG EN LILLE MISFORSTÅELSE

Moscato kommer til Europa og til resten af verden fra Østen og der findes en del varianter. Den, som jeg præsenterer idag, er moscato di Canelli, den type der er mest dyrket i Piemonte og har navnet fra landsbyen Canelli, også i Asti-provinsen. Og det er netop Moscato d'Astis enorme populæritet, der er årsagen til en af de misforståelser, jeg stadigvæk møder - i ny og næ - når jeg taler med mine kunder. Moscato d'Asti kan fremstilles både lidt perlende og decideret mousserende. Mousserende hedder på italiensk, som I jo ved: "spumante" dvs. "brusende". Den enorme diffusion af den søde Asti Spumante i verden har henledt mange til at tro, at "spumante" betyder "sød mousserende" lige som nemlig i "Asti Spumante" eller" Moscato d'Asti Spumante".

Sådan er det ikke og alene ordet spumante indikerer kun, at vinen bruser, at det er en mousserende vin. Nu er ingen af de tre Moscato d'Asti i tilbuddet spumante, kun perlende og særdeles velsmagende. Så velsmagende og friskt boblende, at mange kunne måske tænke "Hvorfor ikke bruge den som velkomstdrik?"

APERITIF ?

Ingen, (OK: de færreste), i Italien kunne drømme om at servere Moscato d'Asti som aperitif: det er den fødte dessertvin til frugt, julekager og suveræn som solodrik. Herhjemme er det lidt anderledes: flere har købt Moscato d'Asti og sagt, at de bruger den som aperitif. Uhmmmm...vinhandlerens dilemma. Så længe I køber den, kan I drikke den til stegt flæsk med persillesovs og til sild, hvis I vil, men den er sød og sødmen mætter, den "åbner" ingen smagsløg. At druen moscato er ekstra sød, havde selv fluerne og andre insekter fundet ud af: moscato af "mosca", netop flue. Så hvis I skal spise noget lige efter aperitiffen, er det måske bedre at bruge en hvidvin eller en tør "spumante". Når det er sagt, skal jeg også sige, at under en vinhøst i Piemonte, så jeg to gamle og garvede vinbønder spise nogle ordentlige landgangsbrød med salame og fyldte chilipeber. Vinen de drak var en Moscato d'Asti, som de havde sænket i en nærliggende brønd for at vinen skulle holdes kold. Fra etiketten bemærkede jeg, at vinen var tre år gammel. Fik lov til at drikke et par dråber af den og den smagte rigtig godt. Er Moscato d'Asti så en gemmevin? Mit svar er nej. Køb altid den sidste eller næstsidste årgang. Hav dog in mente, at en vellavet Moscato d'Asti "beskyttes" af både de små bobler og af den høje frugtsyre. Under gunstige forhold, lav temperatur og ro, kan en Moscato d'Asti overleve nogle år, beholde sin gode smag med en lille farveændring, fra strågul til det gyldengule, som eneste synlige ændring.

BAROLO & PINOT NERO

"Say no more, say no more". Det hele er godt forklaret i linket til webshoppen. Men hvis I har spørgsmål af enhver art, tøv ikke med at sende mig en mail. Og siden I altid vil vide det hele i forvejen, er her de vine, som vi vil smage imorgen mellem 13.00 og 15.00 på lageret, hvis vejrguderne er med os. Et par dråber skræmmer ikke nogen, men ved for megen regn og blæst gennemføres smagningen ikke. Vinene der bliver skænket: RED friuli 2013, Chianti Rufina 2013, Chianti Rúfina Riserva 2012, Chardonnay 2015 Galliano, "Baruffo" Chianti Classico 2012, som fornylig har fået en god anmeldelse; jeg kan bare ikke huske hvor, men skal nok finde ud af det til i morgen. Vi ses:

Ciao, Carlo

Åbningstiderne på lageret Skovlytoften 1, 2840 Holte:

Kør gerne helt ind i indkørslen på højre side af den røde bygning.
Udenfor følgende åbningstider: send en mail eller ring 4585 1978 for at træffe aftale.

I DAG søndag den 7. august: 13:00 til 15:00. Hvis godt vejr (nul regn nul blæst) smagning i gården på lageret.
mandag den 8. august: LUKKET
tirsdag den 9. august: LUKKET
onsdag den 10. august: 14:00 til 17:00
torsdag den 11. august: 14:00 til 17:00
fredag den 12. august: 14:00 til 17:00 Hvis godt vejr (nul regn nul blæst) smagning i gården på lageret.
lørdag den 13. august: LUKKET
søndag den 14. august: 13:00 til 15:00 Hvis godt vejr (nul regn nul blæst) smagning i gården på lageret.
mandag den 15. august: LUKKET. TILLYKKE Maurizio!!!!