15.10.2014 Expresso Love

Kære Vinvenner

I min opfattelse er en vinhandler én, der vælger vin efter sin smag, importerer en mandeportion af den og gør sit for at sælge den. Der er to usikkerhedsmomenter i denne fremgangsmåde: 1) vinhandlerens smag 2) dittos evne til at overbevise jer, kunderne aka vinvennerne.

Indtil nu er det gået godt: jeg har sågar formået at overtale intetanende vinelskere til at prøve flere slags røde Lambrusco. Undertiden dog kan det også gå skidt, fordi selvom der intet er i vejen med mine smagsløg, er min smag kun min og ikke altid nødvendigvis jeres. Der er et par pinlige eksempler, som jeg kunne hive frem i lyset men ingen nævnt ingen glemt. Lad os sige det sådan: der er vine, som befinder sig godt på lageret, de har fundet deres naturlige habitat, de ønsker ikke at forlade det, de ved at jeg kan li' dem og de hilser pænt på mig, hver gang jeg går forbi. De kender teorien om den Lange Hale og de ved, at de nok skal blive solgt, drukket eller i værste men ikke skammelige fald havne i en Lykkekasse. Amen.

NYE TIDER

Fra ovenstående er det klart, at jeg igen er håbløst bagud. De kloge kollegaer opererer med lave lagerbeholdninger, "just in time" og fornuftige forudbestillinger. Det kan jeg ikke li'. Men det kan I. Ud fra de betragtninger, at A) ingen er ved at dø af tørst og B) at der er penge (tit mange penge) at spare. Jeg har forsøgt mig med Cascina Cuccos Barolo og med Schiavenzas Barolo (apropós: vinene er på lager og klar til at blive hentet): stor succes. Nu er der sat skik på sagerne og der er etableret en særskilt "region" i webshoppen: FORUDBESTILLINGER. Kig på den: udover en stærk reduceret pris på TABUI Barolo Riserva 2006, 2007 og 2008 (mums!) er der et SCOOP under opsejling: Nebbiolo Langhe 2013. Flere samlere har allerede spurgt, om det er muligt at reservere Barolo 2013, endnu en topårgang. Nej, ikke hos mig endnu, men I kan roligt starte med denne 2013 Nebbiolo d'Alba fra Cascina Cucco. Lige til en kærlighed ved første blik. Første mundfuld og så sidder i på en god trattoria i Serralunga og omegn. Prisen er så lav, at jeg næsten er...flov, men sådan er betingelserne for FORUDBESTILLINGERNE:

AS YOU LIKE IT

Jeg har også kastet mig ud i et andet eksperiment: at købe et par vine, som jeg ikke selv ka' li, men som der skrives om og som alle kollegaer har nogen af: Bolgheri og de dyre Brunello. Dyr er måske meget sagt men ihvertfald dyre for min weltanschauuuuung. Det er første gang, at jeg giver i overkanten af tyve euro for en Brunello og selv med min sædvanlige folkevenlige kalkyle lander vi alligevel på 325,- kr. "En gennemsnitspris for en god Brunello" hører jeg Brunello-lovers sige.

Hvad er der så galt med det? "Der er galt" - skriger min gane - "at der er en hel masse lækkerier i vinen, som intet har med vin at gøre! Vanille, kaffe, ristede toner af fad, chokolade yum yum for amerikanerne og andre unge løver ved de moderne vandingshuller. Sangiovese Grosso? Ja, masser af den, men man skal vente på den, kradse i overfladen, "lade vinen komme til én", som det hedder på trendy vinsmagersprog. "Efter at jeg har givet trehundredeogfemogtyve dask?, vente på vinen? Aldrig i livet. Det skal være "expresso love", nydelse jetz und automatisch". Uanset hvilken vin der er tale om, iøvrigt. Naturligvis er der vine, der vil folde sig ud, som påfuglens hale, siger man, men som regel er de vine, der smager godt, allerede gode med det samme, ved første slurk.

Ingen ventetid? jo, højst ti minutter i glasset, så skal vinen være dér og levere. Til 325,- kr. forlanger jeg, at vinen åbner sig af sig selv og er parat til at blive nydt allerede FØR den bliver trukket op. "Jamen det er en af de store winemakers, den overskæggede Ferrini, der står for denne nyskabelse, vinen har et enormt lagringspotentiale...." Ja, men det har jeg ikke syvnitretten og det er måske derfor, at denne Madonna Nera aldrig vil blive "min" Brunello. Men engang imellem lader jeg mig rive med af de herskende vinde og tænker, at der blandt jer nok er nogen, der sætter pris på disse moderniteter. Det er der sikkert, fordi fornylig var der en, der spurgte: "Hvorfor har du ikke nogen af de rigtige Brunello, dem der koster?" Værsgo':

SIDSTE 10

Der er på lager de sidste 10 sæt, hvert indeholdende fem Amarone og en god gammeldags Valpolicella:

Ciao, Carlo

PS: I åbningsbilledet en anden af disse vine fra et distrikt, som jeg i nyere tider har holdt mig pænt væk fra, Bolgheri. Barriquelagring, godt nok "nænsomt", 40% cabernet sauvignon, 30% merlot og 30% syrah. Er det virkelig noget for mig?

Åbningstider på lageret Skovlytoften 1, 2840 HOLTE:

IDAG: onsdag den 15. oktober 14:00 til 17:00
torsdag den 16. oktober: 14:00 til 17:00
fredag den 17. oktober: 14:00 til 17:00
lørdag den 18. oktober: LUKKET
søndag den 19.oktober: 13.00 til 15:00
mandag den 20. oktober: LUKKET
tirsdag den 21. oktober: LUKKET. Firmasmagning Esbjerg
onsdag den 22. oktober: 14:00 til 17:00