Lager og afhentning: Skovlytoften 1 / 2840 Holte / tlf 4585 1978
Kontor: Kongsvænget 38 / 2830 Virum / Telefon 45851978

02.12.2012 Tak til...

Kære Vinvenner,

Jeg var i gang med at skrive søndagsmailen, men kom i tanker om, at det ville være passende at takke alle dem, der har deltaget i Julestuen igår. Deltagerne, jer, naturligvis: tak for sidst! Men for engangs skyld lad os også sige tak til...os selv. Hvor mange hænder og hoveder skal der til for at organisere sådan en hyggelig lørdagssmagning? Ja, vi går bag kulisserne og starter med at sige tak til vor vært, Statens Kunst Værksteder. Før det, skal vi ikke glemme familien her, der har brugt det bedste af to dage for at forberede smageskemaer, de ...flittigt brugte bestillingsskemaer og de smukke gavekort (mere om dem senere).

Om fredagen skulle vinene køres på plads af højrehånden Tai, der også hentede Fabios vine og kager, mens Mie passede butikken Cibi & Vini på Torvegade 28, 1400 K. Lørdag klokken cirka elleve ankommer så hele troupen og begynder at stille op: glassene, vinene, kagerne. Vi får hjælp af Ole aka Lars, hans kone og den dygtige Isabella, som ellers er sygeplejerske. En rask hånd får vi også af Valerio Mondo, én af producenterne. Jeg skal passe på med ikke at generalisere, men min erfaring er, at hvis de tilrejsende italienere er vinbønder, giver de straks et nap med til at flytte og løfte. Hvis det er export managers, gør de det også, men de spørger først, om man skal bruge en ekstra hånd. En god time før smagningen starter, kommer koret for at “varme op”. Det var dagens indslag: under den kærlige og ferme ledelse af Kirsten Brunbech og med hjælp fra italienskkyndige havde koret indøvet “Tu scendi dalle stelle” (“Du kommer ned fra stjernerne”), den klassiske italienske julesang. På italiensk. Ikke et øje tørt hos de overraskede Valerio Mondo og de tre producenter fra Valtellina: Stefano Vicentino, hans kone Luciana og Paolo Culatti. Bedst som de fleste troede, at nu var det værste overstået, gav koret tre ekstranumre, hvoraf “Stille Nat” var den perfekte indledning til Adventen. Bifald og “bravo” tilråb rungede i lokalet. Det hele blev filmet af kapelmesterindens mand Erik Norsker, der efter at have været med til at banke Frem 3-0 (et københavnsk fodboldhold fra Valby) ofrede et velfortjent lørdagshvil for at forevige Julestuen. Resultatet kommer snart på en skærm “near you”. Alt i alt og inklusiv voluntørerne, dvs. Mie & Fabio Simoncini og Carlo Merolli, er der treogtredive hårdtarbejdende mennesker, vi kan sende et varmt “tak for sidst” til!!

IMPRESARIO ?

Det tyve mands høje kor består af lutter smukke kvinder i deres bedste Old Boys-alder og bærer navnet “Fodboldenglenes Kor”. Oprindeligt var det en af mine fodboldkammeraters “wags”, der ville finde på noget opbyggeligt og dydigt at lave sammen med de andre foldboldenker, mens mænderne var væk. Fra den spæde start har de nu et omfattende repertoire, og hvis I giver dem et par måneders varsel, kan de også synge på andre sprog end dansk. Jeg kender ikke prisen for at hyre koret, da jeg var så letsindig at aftale, at honoraret ville være gratis deltagelse i smagningen bagefter. Kvalitet koster. På den anden side: vore vine kan ikke være helt dårlige, fordi efter grundig smagning og studium tegnede korpigerne sig for en god del af bestillingerne. Derfor en varm anbefaling herfra, og hvis det er et kor, I står og mangler, formidler jeg gerne kontakten.

JULESTUENS VINE

Vi vidste det godt og der var ikke mange delte meninger: kombinationen af chokolade og rødvin er ikke den optimale. Men det var uundgåeligt: italiensk Jul er Panettone, Pandoro, Panforte, Torrone og chokolade. Så må vinene “finde sig i det”. Vor Amarone 2005, den søde Recioto, den lige så søde Stransí og, hør hør: Lambrusco!! blev værdsat og købt.

Vil I se den komplette liste, 32 vine, med de tiltalende priser, send mig blot en svarmail med tekst “JULESTUEN” i Emne/Subject. Blandt disse også en klar favorit, vort SCOOP, der i øvrigt netop har modtaget fem stjerner ud af fem i dagens vinavisen.dk:

Zanovello RISERVA 2008, Ca'Lustra, Colle Euganei, middel alkohol (14%) 95,- kr.

“En fire år gammel og meget dejlig rødvin på druerne Cabernet Sauvignon og Carmenère med fyldig, blød frugt og mange facetter - chokolade, lakrids, cedertræ, enebær, citronmelisse, eukalyptus ... En udpræget madvin.“ Kan bestilles her:

http://shop.carlomerolli.dk/produkter/16-veneto/1535-2008-riserva-zanovello--colli-euganei-doc-calustra/

GRATIS FRAGT?

Kan I huske Trine, vor medarbejder, der rask væk kunne løfte to karton vin, tredive kilo, og kørte ud med varerne? Hun er nu blevet mor og fået sig et job i et medicinalfirma, hvor vægten på æskerne er omvendt proportionelt ift. prisskiltene på samme. Her citeres hun for den bramfri bemærkning: “Hver gang du averterer med gratis fragt, kommer alle de jyske bondetolper frem og bestiller.” Trine er fra Amager, har et hjerte af guld og derfor må hendes københavnske formulering være hende tilgivet. Men rigtigheden af hendes observation er ikke til at tage fejl af. Vinvennerne vest for Storebælt har kontant bekræftet det under den nu afsluttede “GRATIS FRAGT”-kampagne.

Men der er sket noget mere, som jeg ikke havde regnet med: gratis fragt har været et incitament til at bestille og prøve flere vine fra hele sortimentet: der er kommet bestillinger på én eller to flasker af næsten alle de vine, som jeg kalder “ukendte” eller fra randdistrikterne. Lige som om man har tænkt: ”Når nu jeg får gratis fragt, så lad mig alligevel prøve den og den og den....” Fint, meget fint. Webshoppen bliver brugt i sin helhed og derfor har jeg spekuleret på, om det vil kunne betale sig at køre videre med eksperimentet. Lad os prøve følgende:

Vi fortsætter hele december med gratis fragt for bestillinger på mindst 1.000,- kr. GRATIS FRAGT for de bestillinger, som jeg modtager via webshoppen fra nu til og med mandag den 31. december 2012. Levering: overalt i landet og til brofaste øer. Minimumkøb? 1.000,- kr. efter at evt. nedsættelse og rabat er fratrukket. Tilbuddet gælder for bestilling til detailpriser, som jeg modtager via webshoppen. Levering: vi og Vingaloppen kommer asap og som regel fra dag til dag men ellers levering indenfor 3 arbejdsdage. For “kommando-leveringer“, dvs. når kunden ønsker levering på et bestemt tidspunkt og en bestemt dag, er prisen efter nærmere aftale. Når I er ved at bestille og kommer til fragt, vælg optionen “GRATIS FRAGT”: det giver 0,- kr. i fragt.

GAVEKORT

Jeg har taget højde for, at der stadigvæk er mange italienske vindistrikter, der ikke er almindeligt kendt og for den kendsgerning, at der er mange, der ikke kender så meget til italiensk vin i det hele taget. Der kan også være anledninger, hvor muligheden for frit at vælge fra vort sortiment er den mest kærkomne gave: vi har produceret en del – synes vi - smukke gavekort på fotopapir, som vi gerne sender i kuvert til modtageren med jeres hilsen. Kortene med de mest gængse beløb kan bestilles her, men skriv ellers hvis der ønskes andre beløb:

http://shop.carlomerolli.dk/produkter/42-gavekort/

Ciao, Carlo

PS: Vinen på billedet er formodentligt årets positive overraskelse: en økologisk pinot nero fra det lidt kendte område Colli Piacentini i Emilia Romagna. På introduktionspris. De “store” skal passe på deres kirsebær...:

http://shop.carlomerolli.dk/produkter/7-emilia-romagna/1430-2008-achab-pinot-nero-colli-piacentini-doc-luretta-oeko/

http://shop.carlomerolli.dk/produkter/7-emilia-romagna/1431-2011-achab-pinot-nero-colli-piacentini-doc-oeko-luretta/

ÅBNINGSTIDERNE: på Lageret Skovlytoften 1, 2840 Holte:

Mandag den 3. december : 14:00 til 17:00
Tirsdag den 4. december: 14:00 til 17:00
Onsdag den 5. december: 14:00 til 17:00
Torsdag den 6. december: 14:00 til 17:00
Fredag den 7. december: 14:00 til 17:00
Lørdag den 8 december. LUKKET
Søndag den 9. december: 13:00 til 15:00

Husk venligst at I - efter at have modtaget fakturaen herfra - også kan betale direkte med dankort ved at bruge betalingsformularen her...

Webshop

Online Shop
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10