Lager og afhentning: Skovlytoften 1 / 2840 Holte / tlf 4585 1978
Kontor: Kongsvænget 38 / 2830 Virum / Telefon 45851978

30.06.2010 Svaret til quiz og et Jubilæum

Kære Vinvenner,

Efter at vi havde “åbnet” huset, dvs. luftet godt ud, støvet af, pumpet vand op af brønden, kløvet træet til at varme de kølige svenske påskeaftner op med og ikke mindst fjernet de døde mus fra de gamle vinflasker, var det tid til en kop kaffe. “Vi har glemt sukker!” Jeg tilbød at gå ned til købmanden dels for at komme væk fra de sidste rengøringstjanser dels for at udforske denne eksotiske del af verden lidt: Småland.

Til min store overraskelse, forstod den gamle mand bag den lange disk med det samme, hvad jeg sagde. Sådan var det ikke altid anno 1975 i København. Den typiske, nok den høfligste, reaktion jeg fik på min udtale af det danske sprog var “Hvaffenot?!” eller varianten “Hvaba’ar?!”. Opringninger til kommunen eller til andre offentlige instanser endte tit med, at telefonen blev lagt på. Af dem jeg ringede til. Rigtigt sprogintegreret følte jeg mig først dengang jeg ringede til en kunde og telefonen blev taget af én af sønnerne: “Far, der er en svensker til dig...”

Derfor satte det mig i godt humør, at den svenske købmand havde forstået mit spørgsmål om sukker. Det skulle vise sig at være en heldig ekspedition, for købmanden blev afbrudt af postbudet, som skulle have nogle underskrifter og levere nogle pakker. “Værsgo’ jeg kan vente”, sagde jeg og gav mig til at kigge på butikkens sortiment.

Butikken lignede de moderne installationskunstværker, hvor genstandene bliver anbragt i nogle rammer, med stor afstand mellem hinanden og fortæller om eksistensens drama med minimalistisk dybt udtryk, som kun kunstneren, hans mor og måske et par af de nære venner kan forstå. Her, midt i den dybe smålandske skov, kunne man tydeligt se hånden af en stor mester. Tre pakker havregryn, fem dåser bulgarske flåede tomater, en række plastikflasker med vaskemiddel, en mindre pyramide af toiletpapir, endnu en række ketchupflasker af en aldrig før set brun farve, en kvartpalle grønne bønner på dåse. Det var sortimentet.

Mens jeg spekulerede over den talmæssige overlegenhed af de grønne bønner, som det håndskrevne skilt opgraderede til “Haricot Verts: finaste kvalitet”, var postbudet gået og købmandens stemme tog mig ud af mine
spekulationer om den lokale handelssituation: “Sokker har vi inte men vi har nogle fina hvassa kniver.”

At jeg skjulte min forbløffelse skulle ende med at koste mig dyrt.
Købmanden trak en skuffe ud af en vitrine og startede en lang historie om det jeg forstod var stålets og knivens historie i Sverige. Om det var for at standse ham eller fordi jeg var så glad for at forstå det hele, og blive forstået, pegede jeg på den kniv, I ser på billedet: “Mycket fint valg” sagde købmanden med et billigende nik med hovedet. Jeg var godkendt som en, der kunne sætte pris på kvalitet. Jeg kunne høre, at hans påskønnelse var ærlig ment. Der var ti knive i vitrinen. Alle ens: den Mora-kniv I ser på billedet. Mens jeg betalte en sum, der ville have forsynet os med sukker i fem år, reflekterede jeg over, om der var en forbindelse mellem den raffinerede form for salgsteknik og de store smålandske udvandringer til USA: blev man lidt bims af livet i de dybe mørke skove, eller spillede de grønne bønner på dåse en rolle?

Nå, vi drak kaffe uden sukker den aften, men kniven har jeg stadigvæk og det er netop den, I kan se på billedet (*):
quiz.jpg
Svaret på quizzen er så: fåreosten er fra Toscana (Italien); fra Danmark kommer: løgene, brødet, tomaterne, skærebrættet, tallerknen; olivene er fra Grækenland. Havemøblerne: jeg havde sat næsen op efter noget Trip-Trap noget, men “med den måde du spiller fodbold på, fortjener du ikke mere.” De har nu alligevel holdt godt, de havemøbler, jeg fik af mine kære fodboldkammerater som gave i anledning af min havtreds års fødselsdag. Møblerne er fra Vietnam.

Der er ikke nogen, der har gættet rigtigt, så derfor indgår præmien, en flaske Valpolicella Classico 2009, i følgende tilbud:


LE RAGOSE: 40-års jubilæum 1970-2010
quiz1.jpg
Nu er fyrre år ikke specielt meget, men da Le Ragose startede deres vinproduktion i 1970, kunne man tælle de producenter, der fremstillede klasse-Amarone, på knap to hænder: i vinkatalogerne fra dengang finder I Bertani, Masi, Allegrini, Speri, Quintarelli, Tedeschi, Le Ragose og kun et par andre herudover. Så fyrre år i Amarone-tid er ret meget og det ønsker Arnaldo, Marco og Paolo Galli at fejre med manér. Der er sat 50 jubilæumskarton til en speciel jubilæumspris. Hver karton indeholder:

2 x Valpolicella Classico 2009 DOC  75,-

2 x Valpolicella Classico Superiore 2005 enkeltmark “Le Sassine” (Ripasso)  105,-

2 x Valpolicella Classico Superiore 2006 I Galli (Ripasso)  105,-

2 x Amarone 2003 enkeltmark Capitel Sant’Eugenio  275,-

1 x Amarone 2003 I Galli enkeltmark Leon  245,-

1 x Amarone 2003 Marta  350,-

1 x Amarone 2004 Marta  395,-

1 x Le Ragose Brut 2007  105,-

Almindelig pris: 2.215,- Jubilæumsrabat: - 915,-.  JUBILÆUMSPRIS: 1.300,- kr.

For at bestille sådan en kasse send blot en svarmail med teksten “40 ÅR” i Emne/Subject.
Pris: 1.350,- Fragt: 125,- kr. overalt i landet.

BONUS: til de første 24 bestillere: en gratis flaske olivenolie EVO (Extra Vergine di Oliva) fra Le Ragoses
egen olivenlund (alm. pris 159,-).

Ved at bruge søgefunktionen på forsiden af hjemmesiden vil I kunne finde beskrivelser og referencer til samtlige vine i Jubilæumskassen. Kassens sammensætning kan ikke ændres. Ønsker I anden kassesammensætning skriv da venligst til Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. eller benyt jer af Bananhandlens formular på hjemmesidens forside.

Ciao,
Carlo

(*) Quizz’en og selve tilbuddet kan I se her: http://www.carlomerolli.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=655&Itemid=93

ÅBNINGSTIDERNE på vort lager beliggende Skovlytoften 1, i 2840 Holte:

       I DAG: Onsdag den 30. juni: 14:00 til 17:00
        Torsdag den 1. juli: 14:00 til 17:00
        Fredag den 2. juli: 14:00 til 17:00
        Lørdag den 3. juli: LUKKET
        Søndag den 4. juli: 13:00 til 15:00
Husk venligst at I - efter at have modtaget fakturaen herfra - også kan betale direkte med dankort ved at bruge betalingsformularen her...

Webshop

Online Shop
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10